Delius var panteist, han tilbad naturen. Nogle gange fyldes hans musik af menneskelig ulykke, men for det meste henter den sin kraft fra de miljøer, landskaber og den natur han kendte og elskede: Floridas subtropiske sumpområder, Norges sneklædte bjerge og de grønne marker og skove i Frankrig og England. Delius' passionerede og melankolske musik er fyldt af fortryllende poesi og skønhed.

 

       VIGTIGE DATA

 

1862     Fødes den 29. januar i Bradford i England

 

1881     Begynder modvilligt at arbejde i familievirksomheden

 

1884     Sejler til Florida for at bestyre en appelsinplantage

 

1886     Vender hjem til Europa for at studere musik i Leipzig. Bliver ven med Grieg

 

1894     Flytter til Paris. Træffer Ravel og Paul Gaugin. Begynder for alvor at komponere

 

1897     Bosætter sig i Grez-sur-Loing nær Fontainebleau

 

1904     Gifter sig med den tyske kunstner Jelka Rosen

 

1907     Træffer den engelske dirigent Sir Thomas Beecham, som bliver hans største forkæmper

 

1922     Første tegn på syfilis; sygdommen fører til blindhed og lammelse

 

1928     Komponere ved at diktere for Eric Fenby

 

1934     Dør den 10. juni i Grez


       PLADS I HISTORIEN

 

Frederick Delius satte sig som ung mand op mod faderen og rejste ud for selv at søge sin skæbne, først i Florida, senere i Tyskland og Frankrig. Han fortsatte med at følge sin egen ledestjerne frem til den dag han døde. Hans familie var af tysk oprindelse, men selv fødtes han i England og følte intet specielt tilhørsforhold til nogen nation eller samfundsklasse. Hans kompositioner antyder flere forskellige påvirkninger; afro-amerikanske sange, Wagners rige og skiftende kromatik, Debussys "impressionisme", Vaughan Williams' og andre engelske komponisters pastorale stil. Delius' musik lader sig egentlig ikke indordne i nogen tradition eller genre, men har på den anden side heller ikke givet ophav til nogen speciel musikalsk retning. I et musikhistorisk perspektiv hører musikken hjemme i senromantikken, en periode som varede fra slutningen af 1800-tallet og lidt ind i 1900-tallet - men den udgør i høj grad sit eget univers.


       VIGTIGE VÆRKER

 

1887     "Florida Suite"

       

1896     Operaen: Koanga (med "La Calinda")

 

1899     "Paris, the song of a great city", nocturne for orkester

 

1901     Operaen: A village Romeo and Juliet ("Walk to the paradise garden" senere tilføjet)

 

1902     "Appalchia"

 

1904     "Sea drift"

 

1905     "A mass of life"

 

1907     Engelsk rapsodi "Brigg fair"

 

1908     "In a summer garden"

 

1910     Operaen: Fennimore and Gerda

 

1911     "Song of the high hills"; "Summer night on the river"

 

1912     "On hearing the first cuckoo in spring"

 

1916     Violinkoncert


1930     "A song of summer"

 

       MEST BERØMTE VÆRK

 

On hearing the first cuckoo in spring


I denne musikalske landskabsskildring fremmaner orkesterets strygere atmosfæren på en varm og diset forårsdag. Dertil høres gøgens blide kukken fra træblæsere.