Franskmanden Camille Saint-Saëns var uddannet i den klassiske musiktradition, fra Bach til Mozart og Beethoven. Han komponerede i alle de etablerede former: opera, oratorium, symfoni, koncert og kammermusik. Saint-Saëns var en meget seriøs komponist, men trods dette er en fransk charme og en joie de vivre hele tiden mærkbar i hans musik. Det er ikke sært, at den fyndige "Dyrenes karneval" er hans mest elskede værk - præcis det stykke som Saint-Saëns var bange for skulle skade hans ry.


       VIGTIGE DATA

 

1835     Fødes den 9. oktober i Paris, søn af en tjenestemand

 

1838     Tager klavertimer, to et halvt år gammel

 

1846     Koncertdebut som pianist

 

1848     Begynder at studere på Pariserkonservatoriet

 

1857     Bliver organist i Madeleine-kirken i Paris

 

1861     Underviser Gabriel Fauré ved musikskolen l'Ecole Niedermeyer i Paris

 

1871     Er med til at grundlægge Société Nationale de Musique, som skal støtte ny fransk musik

 

1875     Gifter sig med 19-årige Marie Truffot, men ægteskabet mislykkes

 

1886     Philharmonic Society i London bestiller "Orgelsymfonien"

 

1908     Skriver den første filmmusik i historien, til "L'assassinat du doc de guise"

 

1915     Koncertturné i Amerika

 

1921     Dør den 16. december


       PLADS I HISTORIEN

 

I største delen af 1800-tallet domineredes den franske musik af opera. Komponisterne, såvel franske som udenlandske, blev draget af de berømte operahuse i Paris. Også Saint-Saëns, som gerne ville have del i denne berømmelse og rigdom, som genren bød på, komponerede operaer. Men hans klassiske skoling og dygtighed som pianist fik ham til at komponere mange flere symfonier, koncerter, symfoniske digte, sonater og kammermusikværker. Denne store mængde god orkester- og instrumentalmusik hjalp til at flytte den franske musiks tyngdepunkt fra operahusene til koncertsalene. Dermed var vejen banet for 1900-tallets mesterlige orkester- og klaverkomponister som Debussy og Ravel. Saint-Saëns selv levede en god del ind i det nye århundrede. Yngre franske komponister anså ham ofte for at være støvet og gammeldags. Trods det havde de alle meget at takke ham for.

       

       VIGTIGE VÆRKER

 

1863     "Introduktion og Rondo Capriccioso" for violin og orkester

 

1868     Klaverkoncert nr. 2

 

1871     Det symfoniske digt "Omphales rok"

 

1873     Cellokoncert nr. 1; Symfonisk digt "Phaëton"

 

1874     Det symfoniske digt "Danse macabre"; "Variationer over et tema af Beethoven" for firehændigt klaver

 

1875     Klaverkoncert nr. 4

 

1877     Operaen: Samson og Dalilah

 

1880     Violinkoncert nr. 3

 

1881     Violinsonate nr. 1

 

1886     Symfoni nr. 3 "Orgelsymfonien"; "Dyrenes karneval"

 

1891     "Afrika", fantasi for klaver og orkester

 

       MEST BERØMTE VÆRK

 

       Dyrenes karneval

 

Denne suite, som fik undertitelen "Stor zoologisk fantasi", komponeredes for to klaverer og lille orkester. Hver enkelt af de forskellige dele er inspireret af et særligt dyr. Desuden parodierer de på en fyndig måde andre komponisters forskellige stilarter. Blandt de mest kendte satser er "Akvarium" og "Svanen".